Bredere, men stadig to rotorer
11. august 2011
Claas tilføjer endnu en Liner til programmet af river. Liner 3100 har to rotorer og en arbejdsbredde fra 8,7 til 10 meter. Nye enkeltrotor-river er også på vej
Med Liner 3100 tilføjer tyske Claas endnu et redskab i programmet af river. Dermed tæller listen af river med to rotorer nu i alt fem modeller i Liner-serien.
Liner 3100 bliver den største i programmet af river med to rotorer med en arbejdsbredde på op til 10 meter. De 10 meters arbejdsbredde betyder, at riven for eksempel kan lægge to skår fra et 7,5 meter bredt skærebord sammen til et.
Arbejdsbredden kan indstilles trinløst fra 8,7 til 10 meter, men det giver sig selv, at en rive med to rotorer på sådan en arbejdsredde skal have afmonteret en række rivearme for at holde sig under den tilladte maksimumhøjde.
Ifølge Claas skal chaufføren afmontere tre arme på hver rotor, og på den nye Liner 3100 er der lavet holdere til armene direkte oven på hver rotor i stedet for på center-hovedrammen på riven. Man skal blot huske at vende armene rigtigt i holderen for at undgå, at fingrene på armene rammer hinanden, når rotorerne vippes op i transportstilling.
Velkendte komponenter
Et blik på riven afslører, at den minder meget om de eksisterende modeller. Rotorerne ligner til forveksling dem, som sidder på den lidt mindre Liner 2900.
- Princippet er også det samme, men vi har forstærket rotorerne på Liner 3100 for at matche den større arbejdsbredde og dermed større mængde materiale, forklarer en produktspecialist hos Claas.
Undervognen på hver rotor har seks hjul, der sørger for, at rotoren følger jordens underlag så præcist som muligt.
Nye enkeltrotor river
Sammen med lanceringen af Liner 3100 kommer også en række mindre, nye river fra Claas - i alt tre nye modeller: Liner 370, Liner 420 og Liner 450.
De tre river har en enkelt rotor og fås alle som liftudgaver. Desuden fås Liner 370 og Liner 450 også i en T-udgave, der er bugseret.
Arbejdsbredden på de nye river går fra 3,5 til 4,5 meter, og alle modeller har en undervogn med fire støttehjul. Man kan dog som ekstraudstyr få monteret et ekstra femte hjul







